Musik: Michael Bruun, Tekst: Anne Dorte Michelsen

Regnen falder langt herfra
Lige inden det bli’r morgen
Vugger junglens grønne tag
Tæt og stille ligger skoven

Men ligesom stilhed aldrig holder på sin magt
Vil de store træer falde
De var det mægtigste jorden havde skabt
Men også sarteste af alle

Skoven falder
Hvisker nu farvel
Før vi ved det
Er vi kun os selv

Kolde vinde højt mod nord
Lige grå og glatte veje
Her har mange mere end nok
Men der er stadig mere at eje

Vi ånder selv den luft som træer falder for
Og ingen ved hvor det skal ende
Når luften dræber og vi alle ved hvorfor
Men bare prøver på at glemme

Skoven falder …

For tænk at ligge der for foden af et træ
Og se på himlens store bue
Og vide at man er en af den natur
Som vi vovede at true

Skoven falder …